Fastelavn
Med hjemmelavede katte, masker mm. Pynter vi fastelavnsris, så mor og far kan ”rises op”. Fastelavnsmandag klæder vi os ud, slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller.

Påske
Vi sender hemmelige breve til mor og far, mon de gætter hvor brevene kommer fra?

Teater
Én gang om året gendigter vi et teaterstykke alle kan være med i. Når vi har øvet bliver forældre og familie inviteret til den store teaterpremiere.

Sommer
De varme sommerdage nyder vi på legepladsen, i badebassinet, med vandbanen eller i skyggen med en god bog.

Weekendtur
Den ældste årgang i børnehaven bliver hver sommer inviteret på en weekendtur til Gilleleje. Vi kører med toget derop og hygger os på stranden og senere i sommerhuset med mad og natbal. Det er en dejlig måde at sige farvel til hinanden på inden skolestart.

Lanternefest
Lanternefest holder vi, når dagene bliver korte. Vi maler flotte lanterner og bager stjernekager. På festdagen mødes forældre, søskende og børnehavebørn til kaffe og kage, og når det begynder at blive mørkt, går vi ud i skoven og kalder på lygtemanden, og hvis vi er heldige kommer han forbi med kager…

December
Julemåneden er naturligvis fuld af traditioner. Vi får besøg af Nisseper og Nissestine, børnehavens balladenisser, som gerne vil hjem og besøge børnene på skift. Vi laver julegaver og julepynt og slutter måneden med risengrødsfest i børnehaven, og denne dag får vi besøg af en som elsker risengrød…!
I december øver vi os alle sammen i at gå Lucia. Og når vi er blevet dygtige, holder vi Luciaoptog for mor og far, søskende og bedsteforældre og synger alle vores julesange inden vi skal spise æbleskiver og drikke sodavand og gløgg.

Vi bliver også hvert år inviteret til at gå Lucia for beboerne på Lion’s Park, til stor glæde for såvel unge som gamle.